Stine Michel
< >
NÆSTE KONCERT:

2. december
Sorø bibliotek
EventyrDuo

Frejas viser - koncertanmeldelse - 13. oktober 2009

Pakhuset, Nykøbing Sj, 13. okt. 2009


Det sker ikke så tit, at en sanger/sangskriver præsenterer et sammenhængende værk, men Stine Michel har gjort det med sin nye sang-cyklus ”Frejas viser”. Det er en forrygende historie med en række fantastiske sange, hvoraf nogle fortjener at få ”evergreen”-status.

At placere den nordiske mytologi og historien om Freja ind i en ramme, der er Jernbane Allé i Vanløse, kan synes en anelse fortænkt, men det er slet ikke tilfældet i Stine Michels fantastiske parallelle univers. Selv et jordnært emne som dræbersnegle berøres som den naturligste ting i verden, og det lykkes – selvfølgelig, fristes man til at sige.

Stine Michel kan, som få, det at formidle en historie, så den kommer ud i alle kroge af koncertrummet, så hele publikummet er med. Hun har totalt nærvær på scenen, som gør at vi som tilhørere bliver draget ind i historien og ikke kan slippe den, før den er færdig.

Perry Stenbäck er som sideman det perfekte valg. Han understøtter Stine Michel forbilledeligt og slippes ind i mellem også løs som solist, og det er virkelig noget, han kan. 

Niels Bugge, Kulturhusleder Pakhuset, Nykøbing Sj.