Hvis du var barn, ville jeg gerne være din kæreste.

Jeg sidder på kanten af scenen efter en af mine koncerter, da en lille dreng kommer hen til mig. Han står stille og kigger på alle instrumenterne, vi lige har spillet på. Der går lang tid, uden at han siger et ord; kun hans øjne fortæller mig, at han har oplevet noget. I stedet for at fortælle om instrumenterne lader jeg ham selv suge til sig. Forsigtigt går han hen til min woodblock, som ligner en frø. Hans hænder stryger over takkerne, og han smiler. Derefter går turen til de farvede klokker, som han med største koncentration trykker på én efter én. Øjnene bliver så store som tekopper. Lidt efter står han igen længe og ser på de instrumenter, som før gav lyd fra sig.

–  Hvordan har I gjort? spørger han.
–  Hvad tænker du? svarer jeg.
–  Ja, altså, hvordan har I lavet alle tonerne og ordene?
Jeg sidder lidt og tænker på, hvordan jeg skal svare, så siger jeg:
–  Vi bruger fantasien.
–  Fantasien, siger drengen, og stirrer frem for sig.
–  Ja, ligesom når du leger.
– Nåååh, såd’n, siger drengen.
Og med ét forstod han det hele og gik derfra, som havde han knækket koden på noget dybt forunderligt ved tilværelsen. I døren vender han sig om og siger:
– Hvis du var barn, ville jeg gerne være din kæreste.