Noget om nåde

Vi mennesker er så uendeligt kortsynede, at vi tror, at Guds nåde er uopnåelig

Vi mennesker ved, at der findes nåde i universet, alligevel forstiller vi os, at nåden er endelig

Vi mennesker bæver, når vi træffer vores valg, alligevel gruer vi for aldrig at have valgt det rette

Vi træder fra sten til sten
som var jorden giftig
og vi ku’ knække så let som en gren
altid på kanten af et syndefald

Vi mennesker skal tage imod nåden i tillid og erkende den i taknemmelighed

Vi mennesker tror, at det vi har kastet bort nægtes os, men rækkes os i overflod

Vi mennesker famler for at se, at kærligheden er til for at blive levet i et langt tilgivende frydefuldt kys

Vi træder fra sten til sten
som var jorden giftig
og vi ku’ knække så let som en gren
altid på kanten af et syndefald
og en sort samvittighed
der aldrig kan vaskes ren

Vi mennesker må given os hen i champagne, når sindet tørres ind

Vi mennesker må æde vores stolthed som tudser pakket ind i butterdej

Vi mennesker må dele ud af frugterne, så talen kan flyde frit fra mund til mund

Vi træder fra sten til sten
som var jorden giftig
og vi ku’ knække så let som en gren
altid på kanten af et syndefald
og en sort samvittighed
der aldrig kan vaskes ren